Neufeld & Maté: Dit barn har brug for DIG
Kapitel 1. Oversat af Grete Lyngdorf & Liv Camilla Skjødt
FORÆLDRE BETYDER MERE END NOGENSINDE FØR
Tolvårige Jeremy læner sig ind over tastaturet med øjnene stift rettet mod computerskærmen. Klokken er otte om aftenen, og lektierne er langt fra færdige, men han hører slet ikke sin far, der flere gange råber “kom nu i gang”. Jeremy er på Messenger og skriver med sine venner: Det er sladder om, hvem der kan lide hvem, hvem der er ven, og hvem der er fjende, diskussioner om, hvem der har sagt hvad til hvem i skolen i dag, sidste nyt om, hvem der er inde, og hvem der er ude. “Lad mig være,” snapper han af sin far, som kommer ind igen for at minde ham om lektierne. “Hvis du gjorde, som du skulle,” råber faren tilbage med en stemme, der dirrer af frustration, “behøvede jeg slet ikke at forstyrre dig.” Ordkrigen eskalerer, stemmerne bliver skingre, og efter få minutter råber Jeremy “du fatter ingenting” og smækker døren i.
Faren er ked af det, vred på Jeremy, men mest af alt på sig selv. “Nu har jeg ødelagt det igen,” tænker han. “Jeg ved ikke, hvordan jeg skal kommunikere med min søn.” Både han og hans kone er bekymrede for Jeremy: et engang så samarbejdsvilligt barn er nu umuligt at kontrollere eller i det mindste rådgive. Hans opmærksomhed synes udelukkende at være rettet mod vennerne. Det samme optrin udspiller sig i hjemmet flere gange om ugen, og hverken barn eller forældre er i stand til at komme med nye ideer til at bryde dødvandet. Forældrene føler sig magtesløse og kraftesløse. De har aldrig brugt straf, men nu føler de sig fristede til at bruge hårde metoder. Da de prøver det, bliver deres søn blot endnu mere forbitret og trodsig.
Er det meningen, at opdragelse skal være så svært? Har det altid været sådan her? Ældre generationer har ofte tidligere beklaget sig over, at de unge var mindre respektfulde og mindre disciplinerede, end de selv var, men i dag ved mange forældre intuitivt, at der er noget galt. Børn er ikke helt, som vi husker, at vi selv var. De er mindre tilbøjelige til at lytte til forældrene og mindre bange for at komme i vanskeligheder. De virker også mindre uskyldige og naive – de mangler barnets evne til at undres, en evne, som fører til nysgerrighed og lyst til at udforske verden og den menneskelige kreativitet. Mange børn virker uhørt sofistikerede, på en måde lidt slidte og pseudo-modne før tid. De keder sig hurtigt, når de er væk fra hinanden eller ikke er beskæftiget med teknologi på den ene eller anden måde. Kreativ leg i ensomhed synes at være et levn fra fortiden. “Som barn var jeg umådeligt fascineret af det ler, jeg kunne grave op af en grøft derhjemme,” husker en 44-årig mor. “Jeg elskede at røre ved det, jeg elskede at forme det eller bare ælte det med mine hænder. Men jeg kan alligevel ikke få min 6-årige til at lege for sig selv, medmindre det er med computeren, Nintendo eller videospil.”
Opdragelse ser også ud til at have forandret sig. Vores forældre var sikrere på sig selv og havde større indflydelse på os, på godt og ondt. For mange i dag føles opdragelse ikke som noget naturligt.
Vor tids forældre elsker deres børn lige så højt, som forældre altid har gjort, men kærligheden synker ikke altid ind hos børnene. Vi har lige så meget at give videre, men vores evne til det virker af en eller anden grund ikke længere til at være den samme. Vi føler os ikke i stand til at guide vores børn til at realisere deres potentiale. Til tider lever de og opfører sig, som om de er blevet lokket væk fra os af en sirenesang, vi ikke hører. Vi frygter, om end kun svagt, at verden er blevet mindre tryg for dem, og at vi ikke er i stand til at beskytte dem. Kløften, der åbner sig mellem børn og voksne, kan til tider virke uoverstigelig. Vi kæmper for at leve op til vores billede af, hvordan opdragelse bør være. Og når vi ikke opnår de resultater, vi ønsker, bønfalder vi vores børn, vi overtaler, bestikker, belønner, eller straffer. Vi taler til dem i et toneleje, som virker hårdt og fremmed, også for os selv. Vi oplever, at vi bliver kolde i kritiske situationer og lige netop på de tidspunkter, hvor vi ønsker at øse af vores ubetingede kærlighed. Vi føler os sårede som forældre – og afvist. Vi bebrejder os selv for ikke at magte opdragelsens opgave, vores børn for at være modvillige, fjernsynet for at distrahere dem eller skolen for ikke at være disciplineret nok. Når vores utilstrækkelighed bliver ubærlig, søger vi forsimplede autoritære brugsanvisninger i stil med vor tids quickfix-tendens.
Der bliver stillet spørgsmålstegn ved vigtigheden af opdragelse, når det gælder børn og unges udvikling og modningsproces. “Do Parents Matter?” var titlen på en ledende artikel i magasinet Newsweek i 1998. “Opdragelse er overvurderet,” påstod en bog, der fik international opmærksomhed samme år. “Du er blevet forledt til at tro, at du har mere indflydelse på dit barns personlighed, end du i virkeligheden har.”
Spørgsmålet om forældrenes indflydelse ville måske ikke være så afgørende, hvis alt gik godt med vores børn. At vores børn ikke lader til at lytte til os eller have de samme værdier som os ville måske være i orden, hvis de virkelig var selvkørende, selvstyrende og rodfæstede i sig selv, hvis de havde en positiv oplevelse af, hvem de er, og hvis de havde en klar fornemmelse af retning og formål i deres liv. Vi ser imidlertid, at rigtig mange børn og unge mangler disse egenskaber. I hjem, i skoler, i det ene nærmiljø efter det andet har unge mennesker mistet deres holdepunkter. Mange mangler selvkontrol og er i stigende grad tilbøjelige til at føle sig fremmedgjorte, komme ud i stofmisbrug, begå vold eller ganske enkelt opleve en retningsløshed. De er mindre lærevillige og vanskeligere at have med at gøre end unge for bare et par årtier siden. Mange har mistet evnen til at tilpasse sig, at drage erfaringer af negative oplevelser og at modnes. Et hidtil uset antal børn og unge får ordineret medicin mod depression, angst og en række andre diagnoser. Denne krise blandt unge har manifesteret sig på ildevarslende vis i kraft af det voksende problem, som mobning er i skolerne, og i ekstreme tilfælde ved, at børn slår andre børn ihjel. Selvom den slags tragedier er sjældne, er det blot de synligste tegn på et udbredt onde, en aggressiv åre i dagens ungdomskultur.
Engagerede og ansvarlige forældre er frustrerede. På trods af vores kærlige omsorg virker børn yderst stressede. Forældre og andre voksne lader ikke til at være vejledere for de unge mere, som det ellers altid har været tilfældet for os mennesker og stadig er tilfældet for alle andre arter, der lever i deres naturlige habitat. Ældre generationer, forældre og bedsteforældre fra babyboom-generationen ser uforstående på os. “Vi behøvede ikke brugsanvisninger til at opdrage, vi gjorde det bare,” siger de med en blanding af sandhed og misforståelse.
Tingenes tilstand er faktisk ironisk, fordi vi i dag ved mere om barnets udvikling end tidligere, og vi har større adgang til kurser og bøger om opdragelse, end forældre hidtil har haft.
DEN MANGLENDE SAMMENHÆNG
Så hvad har ændret sig? Problemet sagt med ét ord er sammenhæng. Lige meget hvor gode intentioner vi har, eller hvor passionerede vi måtte være, er opdragelse ikke noget, vi bare kan kaste os ud i med ethvert barn. Opdragelse kræver sammenhæng for at lykkes. Et barn må være modtageligt, hvis det skal lykkes os at pleje det, trøste det, guide det og vise det vej. Børn giver os ikke automatisk autoritet til at opdrage dem, bare fordi vi er voksne, eller bare fordi vi elsker dem eller tror, vi ved, hvad der er godt for dem, eller vil dem deres bedste. Stedforældre bliver ofte konfronteret med dette, ligesom andre der skal tage hånd om børn, der ikke er deres egne, hvad enten det er plejeforældre, barnepiger, pædagoger eller lærere. Selv over for vores egne børn kan vi miste den naturlige autoritet til at opdrage, hvis sammenhængen undermineres.
Hvis opdragelsesmetoder eller selv kærlighed til barnet ikke er nok, hvad er der så brug for? Der er noget, som er uundværligt i et forhold, og uden det vil opdragelsen mangle et solidt fundament. Udviklingspsykologer og andre videnskabsfolk, der studerer den menneskelige udvikling, kalder det en tilknytningsrelation. For at et barn kan være åbent over for opdragelse fra en voksen, forudsætter det, at barnet aktivt knytter sig til den voksne og ønsker kontakt og nærhed med den voksne. Ved livets begyndelse er denne drift til at knytte an ret fysisk – den nyfødte klæber sig helt bogstaveligt til forældrene og har brug for at blive holdt. Hvis alt udfolder sig, som det er meningen, det skal, vil tilknytningen udvikle sig til emotionel nærhed og slutteligt til en oplevelse af psykologisk intimitet. Børn, der mangler denne form for forbindelse med dem, som har ansvaret for dem, er meget svære at opdrage og undervise. Kun tilknytningsrelationen kan skabe den rette sammenhæng for børneopdragelse.
Opdragelsens hemmelighed ligger ikke i, hvad en forælder gør, men snarere i hvem denne forælder er for barnet. Når et barn søger kontakt og nærhed med os, får vi kraft til og mulighed for at være den, der nærer, trøster, guider, underviser eller vejleder. For barnet, som har en god tilknytning til os, er vi den hjemmebase, hvorfra hun kan gå ud i verden, det sted, hun kan trække sig tilbage til, hendes kilde til inspiration. Alverdens opdragelsesfærdigheder kan ikke kompensere for en manglende tilknytningsrelation. Al kærlighed i hele verden kan ikke trænge igennem uden den psykologiske navlestreng, som barnets tilknytning skaber.
Barnets tilknytningsrelation til en forælder må vare mindst lige så længe, som barnet har brug for opdragelse. Det er det, der er blevet vanskeligere i dag. Forældre har ikke forandret sig – de er ikke blevet mindre kompetente eller mindre hengivne. Børns fundamentale natur har heller ikke ændret sig – de er ikke blevet mindre afhængige eller mere modvillige. Det, der har ændret sig, er den kultur, hvori vi opdrager vores børn. Børns tilknytning til forældre får ikke længere den nødvendige støtte, hverken kulturelt eller samfundsmæssigt. Selv forælder-barn-relationer, som fra begyndelsen er stærke og fuldt omsorgsgivende, kan blive undermineret, når vores børn bevæger sig ud i en verden, der ikke længere værdsætter og styrker tilknytningsbåndet. Børn danner i større udstrækning tilknytninger, som konkurrerer med forældrene, med det resultat, at den rette sammenhæng for opdragelsen bliver mindre og mindre tilgængelig for os. Det er ikke manglende kærlighed eller kunnen, men en erodering af tilknytningssammenhængen, som gør vores opdragelse ineffektiv.
JÆVNALDERKULTURENS PÅVIRKNING
Den største og mest ødelæggende af de konkurrerende tilknytninger, som underminerer forældreautoritet og forældrekærlighed, er vores børns voksende tilknytning til deres jævnaldrende. Det er denne bogs tese, at den forstyrrelse, som berører generationer af unge børn og teenagere på vej mod voksenlivet, har sin rod i børnenes manglende orientering mod de omsorgsgivende voksne i deres liv. Vi ønsker ikke at etablere endnu en medicinsk-psykologisk forstyrrelse – det er det sidste, vor tids forvirrede forældre har brug for – men vi bruger ordet forstyrrelse i dets mest basale betydning: en forstyrrelse af tingenes naturlige orden. For første gang i historien vender unge mennesker sig ikke mod mødre, fædre, lærere og andre ansvarlige voksne for vejledning, men i stedet mod folk, som naturen aldrig har haft til hensigt at placere i en opdragerrolle – deres egne jævnaldrende. De er ikke længere til at styre eller undervise og modnes ikke, fordi de ikke længere lytter til de voksne. I stedet bliver børnene opdraget af umodne personer, som umuligt kan guide dem til modenhed. De bliver opdraget af hinanden.
Det begreb, der ser ud til at passe bedre end noget andet til dette fænomen, er jævnalderorientering. Det er jævnalderorientering, der har mindsket vores forældreinstinkter, undermineret vores naturlige autoritet og gjort, at vi opdrager fra hovedet og ikke fra hjertet – fra manualer, råd fra ”eksperter” og samfundets forvirrende forventninger.
Hvad er jævnalderorientering?
Orientering, driften efter at orientere sig og blive kendt med sine omgivelser, er et fundamentalt menneskeligt instinkt og behov. Desorientering er en af de ubehageligste af alle psykologiske oplevelser. Tilknytning og orientering er uløseligt forbundet. Mennesker og andre skabninger orienterer sig automatisk ved at søge tegn fra dem, som de er knyttet til.
Børn har ligesom alle varmblodede arters unger et iboende orienteringsinstinkt: De har brug for at få en oplevelse af retning fra nogen. Ligesom en magnet automatisk peger mod nord, har børn et iboende behov for at vende sig mod en kilde til autoritet, kontakt og varme, når de skal finde vej. Børn kan ikke udholde manglen på en sådan skikkelse i deres liv: De bliver desorienterede. De kan ikke udholde det, jeg kalder et orienteringstomrum. Forælderen, eller en anden stedfortrædende voksen, er barnets naturlige orienteringspunkt, på samme måde som voksne individer hos andre dyrearter har en tilsvarende orienteringsfunktion i opdragelsen af deres unger.
Det forholder sig sådan, at dette menneskelige orienteringsinstinkt ligner ællingens prægningsinstinkt. Når den udklækkes af ægget, præges den øjeblikkelig af andemoderen – den vil følge hende, lytte til hende og efterligne hende, indtil den bliver voksen og uafhængig. Det er naturligvis sådan, naturen foretrækker det. Hvis moderen imidlertid er fraværende, vil ællingen begynde at følge den nærmeste genstand, der bevæger sig – et menneske, en hund eller endda et mekanisk stykke legetøj. Det er unødvendigt at nævne, at hverken mennesket, hunden eller legetøjet er lige så egnede til at opdrage ællingen som andemoderen. På samme måde forholder det sig med menneskebarnet. Hvis der ikke er nogen opdragende voksen til stede, vil det orientere sig efter, hvem der tilfældigvis er i nærheden. Sociale, økonomiske og kulturelle tendenser har siden omkring 1940’erne og 1950’erne fortrængt forældrene fra deres position som dem, der skulle have denne orienterende indflydelse på barnet. Gruppen af jævnaldrende er trængt ind i dette orienteringstomrum med uheldige resultater til følge.
Som vi vil vise, kan børn ikke orientere sig mod både forældre og andre børn samtidigt. Man kan ikke følge to retninger på samme tid, hvis de er i konflikt med hinanden. Barnets hjerne må automatisk vælge mellem forældrenes værdier og de jævnaldrendes værdier, råd fra forældrene og råd fra de jævnaldrende, forældrekulturen og de jævnaldrendes kultur, når de to ser ud til at være i konflikt med hinanden.
Siger vi dermed, at børn ikke bør have venner på deres egen alder eller have med andre børn at gøre? Nej, tværtimod er disse bånd naturlige og kan have et sundt formål. I de voksenorienterede kulturer, hvor principper og værdier kommer fra de modnere generationer, knytter børn sig til hinanden uden at miste retning eller afvise forældrenes råd. Det er ikke længere tilfældet i vores samfund. Bånd til de jævnaldrende har erstattet relationerne til de voksne som børnenes primære kilde til orientering. Det, der er unaturligt, er ikke kontakten mellem de jævnaldrende, men at børn har den dominerende indflydelse på hinandens udvikling.
NORMALT, MEN IKKE NATURLIGT ELLER SUNDT
Jævnalderorientering er blevet så allestedsnærværende i dag,
at det nu er normen. Mange psykologer og undervisere såvel som menig mand ser det nu som naturligt – eller måske opdager de slet ikke fænomenet. Opfattelsen er simpelthen, at sådan er det bare. Men det, der er ”normalt” i den betydning, at det er normen, er ikke nødvendigvis ensbetydende med “naturligt” eller ”sundt.” Der er intet hverken sundt eller naturligt ved jævnalderorientering. Først for ganske nylig har denne revolution mod den naturlige orden triumferet i de mest industrialiserede lande af grunde, som vi vil undersøge nærmere (se kapitel 3). Jævnalderorientering er stadig fremmed for oprindelige samfund og endda også mange steder i den vestlige verden uden for de globaliserede bysamfund. Gennem hele den menneskelige evolution og omtrent indtil Anden Verdenskrig var voksenorientering normen for den menneskelige udvikling. Vi, de voksne, som burde være dem, der har ansvaret – forældre og lærere – har for ganske nylig mistet vores indflydelse, uden at vi overhovedet har været klar over det.
Jævnalderorientering er maskeret som noget naturligt eller bliver ikke opdaget, fordi vi har mistet vores intuitioner, og fordi vi selv uden at vide det er blevet jævnalderorienterede. Vi, de efterkrigsgenerationer, der er vokset op i England, Nordamerika og mange andre dele af den industrialiserede verden, er blinde over for problemets alvor på grund af vores egen optagethed af jævnaldrende.
Indtil for nylig blev kulturen altid givet videre vertikalt fra generation til generation. I årtusinder, skrev Joseph Campbell, “er ungdommen blevet uddannet, og de gamle blevet vise” gennem studie, erfaring og forståelse af de traditionelle kulturelle former. De voksne spillede en afgørende rolle i videregivelsen af kultur og videregav det, de modtog fra deres forældre, til deres børn. Men den kultur, som vores børn bliver introduceret til, er snarere de jævnaldrendes kultur end deres forældres kultur. Børn skaber deres egen kultur, forskellig fra deres forældres, og på nogle måder også meget fremmed. I stedet for at kulturen bliver videregivet vertikalt, bliver den videregivet horisontalt inden for den yngre generation.
Det essentielle i enhver kultur er dens skikke, dens musik, påklædning, fejringer og fortællinger. Den musik, som børn lytter til, minder meget lidt om deres bedsteforældres musik. Den måde, de ser ud på, bliver dikteret af, hvordan andre børn ser ud snarere end af forældrenes kulturelle arv. Deres fødselsdage og overgangsritualer bliver påvirket af andre børns, ikke af forældrenes. Hvis alt dette virker normalt for os, er det alene på grund af vores egen jævnalderorientering. En ungdomskultur, der er adskilt fra og anderledes end de voksnes, har kun eksisteret siden midten af 1950’erne. Skønt et halvt århundrede er en relativ kort periode i menneskehedens historie, udgør det dog en hel æra for det enkelte menneske. De fleste, der læser denne bog, vil være opdraget i et samfund, hvor videregivelsen af kulturen har været horisontal snarere end vertikal. For hver ny generation vil denne proces tage til i styrke og hastighed, skønt den potentielt kan være nedbrydende for det civiliserede samfund. Selv i løbet af de toogtyve år mellem mit første og mit femte barn ser det ud til, at forældre har tabt terræn.
Ifølge et stort internationalt studie udført af den britiske børnepsykiater Michael Rutter og kriminolog David Smith opstod børnekulturen først efter Anden Verdenskrig, og det er et af de mest dramatiske og ildevarslende sociale fænomener i det tyvende århundrede. Dette studie, som involverede førende forskere fra seksten lande, viste forbindelsen mellem eskaleringen af antisocial adfærd og sammenbruddet af den vertikale videregivelse af mainstreamkultur. Udbredelsen af børnekulturen, der var adskilt fra den almindelige kultur, blev ledsaget af stigende ungdomskriminalitet, vold og mobning.
Disse stærke kulturelle tendenser kan sidestilles med lignende mønstre i vores børns udvikling som individer. Hvem vi ønsker at være, og hvordan vi ønsker at være, bliver defineret af vores orientering og af dem, vi bruger som rollemodel for, hvordan man skal være og opføre sig – af dem, vi identificerer os med. Nyere litteratur inden for psykologi lægger vægt på de jævnaldrendes rolle i barnets identitetsdannelse. Når børn bliver bedt om at definere sig selv, refererer de ofte slet ikke til deres forældre, men snarere til de værdier og forventninger, der hersker i den gruppe af jævnaldrende, de hører til. Noget systemisk har ændret sig markant. For alt for mange børn i dag gælder det, at de jævnaldrende har erstattet forældrene i skabelsen af kernen i deres personlighed.
For få generationer siden pegede alt i retning af, at forældrene betød mest. Carl Jung mente, at det ikke engang er det, der sker i forældre-barn-relationen, som har den største indvirkning på barnet. Det, der mangler i den relation, efterlader de største ar på barnets personlighed – eller ”der skete ikke noget, når noget godt kunne være sket”, med den store britiske børnepsykiater D.W. Winnicotts ord. En skræmmende tanke. En endnu mere skræmmende tanke er det, at såfremt de jævnaldrende har erstattet de voksne som dem, der betyder mest, vil det, der mangler i disse jævnalderrelationer, have den mest dybdegående indvirkning. Det, der er fraværende i disse jævnalderrelationer, er ubetinget kærlighed og accept, ønsket om at vise omsorg, evnen til at strække sig langt for den andens skyld og viljen til at ofre noget for den andens vækst og udvikling. Når vi sammenligner jævnalderrelationer med forældrerelationer for at se, hvad der mangler, ligner forældrene de rene helgener. Resultatet peger i retning af en mulig katastrofe for mange børn.
Parallelt med den øgede jævnalderorientering i vores samfund sker der en overraskende og dramatisk stigning i selvmordsraten blandt børn, som er firedoblet siden 1950’erne for de ni- til fjortenårige i Nordamerika. Selvmordsraten for denne gruppe er den hurtigst voksende med en tilvækst på 120 % alene fra 1980 til 1992. I de større byer, hvor sandsynligheden for, at jævnaldrende har erstattet forældrene, er størst, er disse selvmordsrater steget endnu mere. Det, der ligger bag disse selvmord, er yderst afslørende. Ligesom mange, der har studeret menneskelig udvikling, havde jeg altid antaget, at afvisning fra en forælder ville være den mest udslagsgivende faktor. Det er ikke længere tilfældet. Jeg arbejdede en overgang med unge kriminelle. En del af mit arbejde bestod i at undersøge de psykologiske dynamikker hos børn og unge, som forsøgte selvmord, hvad enten det lykkedes dem eller ej. Det var et chok og en stor overraskelse for mig at opdage, at det udslagsgivende for de fleste var, hvordan de var blevet behandlet af deres jævnaldrende, ikke af forældrene. Min oplevelse stod ikke alene, hvilket er blevet bekræftet af et stigende antal rapporter om selvmord blandt børn, som er udløst af afvisning og mobning fra jævnaldrende. Jo mere de jævnaldrende betyder, des mere ødelagte bliver børn af de hårde jævnalderrelationer, af ikke at passe ind og af at føle, de bliver afvist eller udstødt.
Intet samfund, ingen kultur er immun. I Japan, for eksempel, har de traditionelle værdier, der blev videregivet af de ældre, måttet bukke under for vestlig indflydelse og fremkomsten af en ungdomskultur. Landet var indtil for ganske nylig næsten helt uden kriminalitet og skoleproblemer hos børn, men oplever nu de mest uønskede følger af jævnalderorientering, herunder lovløshed, selvmord blandt børn og øget skolefrafald. Harper’s Magazine udgav for nylig et udvalg af selvmordsbreve efterladt af japanske børn: De fleste af dem nævnte ubærlig mobning fra jævnaldrende som begrundelse for beslutningen om at tage deres eget liv.
Effekten af jævnalderorientering er tydeligst hos teenageren, men de tidlige tegn viser sig allerede omkring anden eller tredje klasse. Fænomenet stammer helt tilbage fra før børnehavealderen, og det er alle forældre nødt til at forstå, særligt forældre til små børn, som ønsker at undgå problemet eller dæmme op for det, så snart det viser sig.
ET WAKEUPCALL
Den første advarsel kom allerede midt i 1960’erne. I det undervisningsmateriale, jeg brugte til mine kurser i udviklingspsykologi og forælder-barn-relationer, var der henvisninger til en amerikansk forsker fra de tidlige 1960’ere, som havde slået alarm, fordi forældre blev erstattet af jævnaldrende som den primære kilde til vejledning om adfærd og værdier. Gennem et studie med 7.000 unge mennesker havde dr. James Coleman opdaget, at relationer med venner blev prioriteret over dem med forældre. Han var bekymret for, at der var sket et fundamentalt skift i det amerikanske samfund.6 Forskere forholdt sig imidlertid skeptiske og pegede på, at dette foregik i Chicago og ikke var almindeligt i Nordamerika. De var optimistiske og tænkte, at denne opdagelse sandsynligvis skyldtes den store opløsning i samfundet forårsaget af Anden Verdenskrig, og det ville forsvinde, så snart alt igen vendte tilbage til normalen. Ideen om, at de jævnaldrende havde fået den dominerende indflydelse på børn, stammede fra atypiske tilfælde i samfundets udkant, fastholdt hans kritikere. James Colemans bekymringer blev afvist og kaldt pessimistiske.
Også jeg begravede mit hoved i sandet, indtil mine egne børn pludselig forstyrrede min fornægtelse. Jeg havde aldrig forventet, at jeg ville miste mine børn til deres jævnaldrende. Til min forfærdelse opdagede jeg, at begge mine ældste døtre begyndte at kredse om deres venner og fulgte deres eksempel ved at efterligne deres sprog og tage deres værdier til sig. Det blev sværere og sværere at guide dem. Alt, hvad jeg gjorde for at gøre mine ønsker og forventninger tydelige, gjorde kun tingene værre. Det var, som om den forældreindflydelse, min kone og jeg havde taget for givet, pludselig var forduftet. At dele vores børn er en ting, men at blive erstattet er noget helt andet. Jeg troede, mine børn var immune: De viste ingen interesse for bander eller kriminalitet, de var blevet opdraget i relativt god stabilitet med en stor familie, som elskede dem inderligt, boede i et familieorienteret nærmiljø, og deres barndom var ikke blevet ødelagt af en verdenskrig. Colemans opdagelser virkede bare ikke relevante for min families liv. Men da jeg begyndte at samle brikkerne, fandt jeg ud af, at det, der skete med mine børn, var mere typisk end usædvanligt.
“Men er det ikke meningen, at vi skal give slip?” spørger mange forældre. “Er det ikke meningen at vores børn skal blive uafhængige af os?” Absolut, men først når vores arbejde er færdigt, og kun for at de kan blive sig selv. Blot at skulle passe til de forventninger, der hersker i gruppen af jævnaldrende, er ikke vejen til at blive selvstændige voksne med respekt for sig selv. Jævnalderorientering underminerer sund udvikling ved at svække de naturlige forbindelser til tilknytning og ansvar.
Børn ved måske, hvad de gerne vil have, men det er farligt at antage, at de ved, hvad de har brug for. Det føles naturligt for det jævnalderorienterede barn at foretrække kontakt med venner frem for nærhed med familien og at være sammen med dem så meget som muligt. Et barn ved ikke bedst. Opdragelse, der tager udgangspunkt i barnets ønsker, kan få dig afsat længe før dit arbejde er færdigt. Hvis vi vil vise vores børn omsorg, må vi vinde dem tilbage og tage ansvar for at opfylde deres behov for tilknytning.
Ekstreme manifestationer af jævnalderorientering fanger mediernes opmærksomhed: voldelig mobning, drab på jævnaldrende, selvmord blandt børn. Selvom vi alle bliver chokeret over disse forfærdelige hændelser, føler de fleste af os ikke, at de kommer os direkte ved. Og det er ikke dem, der skal fokuseres på i denne bog. Men disse barndomstragedier er blot de mest dramatiske tegn på jævnalderorientering, et fænomen, som ikke længere kun forekommer i betonjunglen eller i det kulturelle kaos i storbyer som Chicago, New York, Toronto og Los Angeles. Det har ramt de almindelige familiekvarterer – middelklassemiljøer med gode skoler. Denne bogs fokus er ikke det, der sker derude, et stykke væk fra os, men det, der sker lige her i vores egen baghave.
For de to forfatteres eget vedkommende fik vi vores “wakeupcall”, da vores børn blev mere og mere jævnalderorienterede. Vi håber, at Dit barn har brug for DIG må blive et “wakeupcall” for forældre overalt i verden og for samfundet generelt.
DEN GODE NYHED
Vi er måske ikke i stand til at vende de sociale, kulturelle og økonomiske kræfter, som driver jævnalderorienteringen, men vi kan gøre rigtig meget i vores hjem og i vores klasseværelser for at undgå, at vi selv bliver afsat før tid. I og med at kulturen ikke længere leder vores børn i den rigtige retning – mod ægte selvstændighed og modenhed – betyder forældre og andre voksne med ansvar for opdragelse mere end nogensinde før.
Det er intet mindre end nødvendigt at føre forældre-barn-relationerne (og voksen-barn-relationerne) tilbage til deres naturlige fundament. Ligesom relationer er tæt forbundet med vores nuværende problemer med opdragelse og undervisning, er de også tæt forbundet med løsningen på problemerne. Voksne, der baserer deres opdragelse på solide relationer til barnet, opdrager intuitivt. De bliver ikke nødt til at ty til teknikker eller brugsanvisninger, men handler ud fra forståelse og empati. Hvis vi ved, hvordan vi skal være sammen med vores børn, og hvem vi skal være for dem, behøver vi meget færre råd om, hvad vi skal gøre. Praktiske tilgange vil vise sig spontant ud fra vores egne erfaringer, så snart relationen er blevet genskabt.
Den gode nyhed er, at naturen er på vores side. Vores børn vil gerne tilhøre os, selvom de måske ikke føler det sådan, og selvom deres ord og handlinger lader til at signalere det modsatte. Vi kan genvinde vores retmæssige plads som deres omsorgsgivere og vejledere. I fjerde del af denne bog beskriver vi i detaljer, hvordan vi holder vores børn nær, indtil de modnes, og hvordan man genopretter relationen, hvis den er blevet svækket eller er gået tabt. Der er altid noget, vi kan gøre. Selvom man ikke kan garantere for, at en tilgang lykkes i ethvert tilfælde, så er det min erfaring, at der er mange, mange flere succeshistorier end det modsatte, så snart forældre forstår, hvor de skal sætte ind. Men helbredelsen afhænger som altid af diagnosen. Først vil vi se på, hvad det er, der mangler, og hvordan tingene er gået galt.
